Alliancen KBH Floorball er et klubsamarbejde som er dannet mellem Vanløse Floorball, Frederiksberg Floorball og Floorball-Fællesskabet København som led i at styrke den organisatoriske kraft bag floorballspillet i København. Alliancen blev dannet i 2023.
Samarbejdet er bl.a. baseret på at de tre klubber i 2022 arrangerede Super DM-finalerne i floorball sammen i Frederiksberghallerne. Desuden var etableret samarbejde på ungdomssiden samt damesiden. I sæsonen 2024-25 er de to bedste dame og herrehold samt alle ungdomshold fælleshold, der spiller under Alliancen København.
Klubberne bag Alliancen København
Frederiksberg er den mindste klub som blev dannet med udgangspunkt i et børnehold i 2015. Da klubben havde svært ved at skaffe haltider i Frederiksberg Kommune til kampe søgte man mod naboklubberne for at kunne komme i kamp mod andre klubber.
FFK er primært en seniorklub som går tilbage til omkring 1998 og udspringer af klubberne Firkantens Boldklub samt Brønshøj Floorballklub. Klubben har altid haft godt fat i studentermiljøet og var i 00erne landets største klub.
Vanløse Floorball er en bred klub med mange forskellige børne, ungdom og seniorhold plus et parasporthold. Klubbens historie går tilbage til 1995, hvor en gruppe spejdere stiftede klubben. Vanløse Floorball har fra 2020 stået stærkt primært inden for herrefloorball.