De tre københavnske floorballklubber, som danner Alliancen København, har fået vokseværk. Efter den seneste optælling har de tre klubber sammenlagt rundet 700 medlemmer. Det er 57 flere end sidste år og en vækst på 9 %. På to år er der kommet mere end 100 nye medlemmer.
De nye tal glæder Jesper Malm, der er formand for Vanløse Floorball og talsmand for den fælles bestyrelse:
- Samarbejdet mellem Frederiksberg, Vanløse og FFK handler om at udbrede floorball og få flere muskler til at udvikle sporten i København under et fælles, stærkt navn og en styrket organisation. Vi har været i gang i to år, og efter seneste optælling har vi rundet 700 medlemmer. Det er over 100 flere end da vi startede for to år siden.
Alle tre klubber vokser. Vanløse har fået 20 nye medlemmer og tæller nu 330 medlemmer. FFK er vokset med 27 medlemmer og har nu 222 medlemmer. Frederiksberg har 158 medlemmer, hvilket er 16 flere end sidste år. Medlemsvæksten sker både blandt voksne og børn, og det er et resultat af, at at der løbende åbnes nye hold.
- Jeg er særligt glad for, at vi får flere børn og unge med. Det er en hård nød at knække. Men når vi kombinerer markedsføring med lokalt arbejde på bl.a. skoler og SFO'er, gør det en forskel, lyder det fra Jesper Malm.
Målet for Alliancen er fortsat vækst. De tre klubber sigter mod 1.000 medlemmer i 2028.
- Der bor mange mennesker i København, så vi har en forpligtelse til at få mange i gang, hvis vi vil gøre noget godt for en lille sport med et stort potentiale. Vi drømmer jo om svenske tilstande, hvor floorball er den største indendørs holdsport, siger Jesper Malm.
Han forklarer, at fokus det kommende år bliver at fastholde medlemmer og udvikle træningstilbud både sportsligt og socialt,
- Det kræver bl.a. engagement fra flere frivillige, særligt blandt forældrene på børne- og ungdomsholdene, som skal skabe gode træningsrammer for deres egne børn med støtte fra klubben. Det er er nøglen til at skabe sunde og glade idrætstilbud, slutter han.
Nøgletal:
I alt havde Alliancen København 710 medlemmer i 2024: